De personer, der har fortalt om Blaakilde Mølle, er enige om, at det var en god arbejdsplads, og folk blev der i mange år. Dette var på trods af lugten og det hårde, fysiske arbejde. Det var helt almindeligt, at flere medlemmer af den samme familie arbejdede på Blaakilde. Der var tant og fjas mellem folkene.

På Erik Chrisensens tid mødte de ansatte kl. 7.30. Der var en fløjte, der tudede, når de mødte ind, når de gik til middag, når middagspausen var slut og igen når de gik hjem kl. 16. Fabriksfløjten kan ses på det billede af Blaakilde, hvor man ser bygningerne tæt på. Folk kunne godt stille uret efter den. Det var damp, man lukkede igennem, og det var fyrbøderen, der stod for det. I fyrrummet var der så rent som i en stue.

Formandskontoret er den lille bygning lidt bag bilen. Arbejderne stod på række og fik at vide, hvad de skulle lave den dag – også selv om det var det samme, som de havde gjort de sidste ti år.

Den gamle brovægt var stadig fungerende i 1980’erne, og politiet kom nogle gange med mindre lastbiler og fik dem vejet. Der var en større vægt ovre ved slagterne. (Dem, der tog huder af og parterede dyrene, blev kaldt slagtere. Red.)

I den lange lave bygning var der spiserum, bad, funktionærbad og en lille biks, hvor Frank Ingerslev, Søren og Egon solgte snolder, øl og vand. De ansatte måtte ikke gå hjem i det beskidte tøj, hvis de arbejdede i den beskidte afdeling, skulle de have et sæt tøj liggende efter baderummet. Smelteriet, hvor man kogte de døde dyr, var en del af den urene afdeling. Der var også urent, hvor dyrene kom ind. Der var et særligt baderum til dem fra den urene afdeling. Ole og Erik tænker, at det blev indført samtidig med benzincentrifugerne, som desuden var farlige at arbejde med. Der blev på et tidspunkt brugt 7 tons benzin i timen, så Blaakilde var ikke så pjattet med, at man røg i smelteriet. Huset var bygget eksplosionssikkert, så hvis der kom en eksplosion, skulle taget lette og murene blive stående. Der var dog flere af dem, der arbejdede derinde, som røg, men ikke derinde.

Om torsdagen lignede det en myretue. Da stod folk i kø for at komme op til fru Ebdrup for at få den lille brune lønningspose. Der stod også nogle damer ved hegnet, og da måtte fatter aflevere posen til mutter. Ellers blev pengene drukket op eller lignende. Erik Christensen skyndte sig at sige, at han altid selv havde båret sin løn hjem.

I 70'erne var det formand Aksel Rasmussen, der uddelte lønningsposen til de folk, han havde under sig.

I fedthuset udskilte de fedtet, som blev brugt i foderblandinger, bl.a. kraftfoder til kreaturer. De brugte også noget af fedtet i laden. I den ene af de store siloer, som var 10 meter høje, var der fedt. Der blev solgt meget fedt. Svend Vetters vogne kom og hentede det hele tiden og kørte ud til kunderne med det. Termotransporten blev det kaldt. Da Blaakilde ikke længere producerede det selv, kom Vetter med fedtet.

Erik Christensen og Ole Madsen var begge i Hobro. Der var en Balle i Skæve og en i Roslev. Der var måske tre Balle-brødre. Svend Balle, som var chauffør, boede på Blåkildevej 9. Der var en af dem, der havde købt eller lejet en destruktion, og der var en, der var bestyrer. De eller deres far havde en destruktion i Onsild, som Blaakilde købte. Ballerne var livstidsansatte.

Bønderne ringede til Hans fra Havndal, når de skulle have hentet døde dyr. Dem, der samlede dyr derude kørte hen til Hans og fik kaffe og sedlerne med, hvor de skulle hente dyrene. Det har Erik Christensen tit prøvet. Dyrebilerne havde radio i bilerne, så de kunne modtage opkald fra kontoret. Kristian "Natravnen" havde radio i bilen. Han fik øgenavnet, fordi han altid kørte så langsomt, at han kom ravende så sent hjem. Han havde altså ikke nattevagt, men kunne ikke "snøvle sig færdig."

Erik Christensen har ikke selv hørt sit øgenavn, hvis han havde et, og Ole Madsen blev bare kaldt "Smeden", hvad han jo var. Øgenavne var en helt almindelig del af hverdagen på Blaakilde. (Det er i øvrigt en kultur, der bruges på fabrikker den dag i dag. Red.)

Svend Bang fik øgenavnet "Guleroden", fordi han godt ville bestemme mere end andre, og så fik han at vide, at han ikke skulle gå at spille kong Gulerod. Han var desuden lang og tynd. Hans kone, Gudrun, gjorde rent, og da hun var død, overtog datteren, Birgit. Ole havde ham tit som hjælper. Han kørte med pillepressen og lavede gødning om vinteren og hjalp Ole om sommeren.

I destruktionens tid kørte Svend Bang og Bjarne til Aalborg og hentede mel.